© 2015 Københavns Retshjælp

Follow us:

  • Facebook App Icon
  • LinkedIn App Icon

Søg job i Retshjælpen

 

Retshjælpen har over 200 ansatte, hvoraf de fleste er jurister eller jurastuderende, mens andre arbejder i Retshjælpens reception med at tage imod vores mange klienter eller med administrative opgaver. Alle rådgivere arbejder ulønnet. Se her, hvordan du kan søge job hos os.

 

Københavns Retshjælp ansætter løbende nye rådgivere og sekretærer, som bliver fast tilknyttet en bestemt ugedag på et af vores 15 rådgivningsværelser. På hvert værelse sidder en rådgiver, som er primært ansvarlig for sagerne, samt en sekretær, som bistår med rådgivningen. Begge er jurister eller jurastuderende, og mens rådgiveren typisk er cand.jur., vil sekretæren typisk have afsluttet 3. år på jurastudiet.

 

Da medarbejdere vil blive tilknyttet en fast ugedag, skal du være forberedt på fast og uden undtagelse at kunne møde en dag om ugen i Retshjælpen i tidsrummet fra 18:30 til alle klienter er rådgivet, hvilket typisk er mellem 21:00 og 23:30 afhængigt af henvendelser.

 

Nye rådgivere i Retshjælpen vil som oftest i en periode skulle fungere som sekretærer med henblik på at lære Retshjælpens procedurer at kende og oftest vil der gå noget tid, førend det er muligt at blive tilknyttet et fast værelse. Når det sker, vil du sammen med din rådgiver eller sekretær, blive ansvarlig for din egen sagsportefølje og klienter, da klienterne er fast tilknyttet til en en ugedag og et rådgivningsværelse.

 

Da vi ikke sorterer klienternes henvendelser, skal du forvente at rådgive om alle retsområder, som Retshjælpen beskæftiger sig med og i en høj kvalitet. Du vil dog have rig mulighed for at kunne drøfte sagerne med kolleger og fuldmægtigene, som er ansvarlig for den pågældende ugedag.

 

Uanset, at vores rådgivning leveres gratis til vores klienter, forventer vi, at rådgivningen ydes med høj kvalitet og at Retshjælpen i vidt omfang drives som et advokatkontor. Til gengæld giver vi vores medarbejdere en mulighed for at lære et bredt udvalg at retsområder at kende, at få opøvet gode kompetencer i hurtigt at løse ofte komplekse problemstillinger, mens klienten er til stede og til at blive en del af et netværk bestående af nuværende og tidligere medarbejdere i Retshjælpen. Endvidere stiller vi professionelle rammer til rådighed og et godt socialt miljø.

 

Hvis du er interesseret i at arbejde for Retshjælpen, kan du sende en skriftlig ansøgning bilagt relevant materiale, herunder karakterudskrift fra universitetet, til:

Københavns Retshjælp
Att: Kontorchefen

Stormgade 20

1550 København V

Du kan også sende din ansøgning på mail til mail@retshjaelpen.dk

Hvis du har lyst til at arbejde i vores reception og blive en del af et fast team af to receptionister tilknyttet en af de faste ugedage, så kan du tillige sende en ansøgning til ovennævnte adresse, Att.: Arkivaren.